Pensionsordninger er en personlig ret, og skal som hovedregel ikke deles ved skilsmisse, hvis de er rimelige.
Der er ikke præcise regler for, hvornår pensioner er rimelige. Arbejdsmarkedspension, altså pensioner, der er oprettet som led i din ansættelse, betragtes som rimelige, mens supplerende private indbetalinger og indskud normalt ikke betragtes som rimelige.
Er din fraskilte ægtefælle stillet dårligere, end du selv er, skal du i nogle tilfælde betale en kompensation til vedkommende. Andre faktorer, som hvor længe I har været gift, har også betydning for, om der eventuelt skal betales kompensation til den fraskilte ægtefælle.
Kan du ikke betale kompensationen til din fraskilte ægtefælle på anden måde, kan pensionsordningen som sidste mulighed blive delt. I kan i en ægtepagt aftale, at pensioner skal deles ved skilsmisse. I kan dog kun aftale at dele ratepension og kapitalpension – ikke den livsvarige alderspension.
Hvorvidt der skal ske kompensation eller ej, afgøres af domstolene. Når afgørelsen foreligger, vil kompensationen kunne ske efter følgende prioritering: kontant betaling, afdragsordning, udredning fra kapitalpensioner, ratepensioner og sidst livrenteordninger.
Du og din tidligere ægtefælle kan dog altid frivilligt aftale, at I skal dele jeres pensionsordninger ved en separation eller skilsmisse. I det tilfælde kan livsvarig alderspension også deles.
Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte pensionskassen, hvis du har spørgsmål.
Klik til: Du bliver skilt - Kompensation (her) - Spørgsmål & svar