Vores hjemmeside bruger cookies
Cookies er nødvendige for at logge ind på arkitektpension.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.

Politik for samfundsansvar i Arkitekternes Pensionskasse – CSR

1. Baggrund

Arkitekternes Pensionskasse (AP) er en medlemsejet pensionskasse, som blev oprettet i 1957. Pensionskassen har cirka 8.300 medlemmer, hvoraf størstedelen er uddannede arkitekter, designere eller tilsvarende samt ansatte i virksomheder eller foreninger med tilknytning til arkitektfaget.

AP indgår fra den 1. januar 2017 sammen med Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger og Sampension KP Livsforsikring A/S i et forsikringsadministrationsfællesskab etableret i Sampension Administrationsselskab A/S, som varetager administration af AP’s aktiviteter vedrørende pensions- og forsikringsadministration samt investeringsforvaltning.

2. Ansvarlige pensionsordninger

Samfundsøkonomisk ansvarlighed

Ud over at sikre medlemmernes økonomiske sikkerhed er AP på samfundsniveau – som en del af arbejdsmarkedspensionssystemet – med til at sikre en samfundsøkonomisk udvikling med en god balance mellem offentlige og arbejdsmarkedsforankrede ydelser.

Arkitekternes Pensionskasse har et ansvar for at forvalte pensionsordningen på en måde, der sikrer medlemmerne den bedst mulige pension. Det gør virksomheden ved at indgå i et forsikringsadministrationsfællesskab med Sampension, hvor fokus er på det væsentlige, som gør pensionsordningen mere værd:

  • Lave omkostninger
  • Høje afkast
  • Et fleksibelt pensionsprodukt
  • Personlig kundeservice
  • Helhedsorienterede rådgivningsværktøjer.

Det er også herigennem, at den bredere samfundsopgave løftes.

Ud over selskabets bærende formål, at sikre gode pensionsordninger til medlemmerne, er et aspekt af samfundspåvirkningen medtaget i politikken, nemlig ansvarlige investeringer, som indgår som en integreret del af investeringsprocessen i Sampension – se nedenfor. For en nærmere forståelse af, hvordan politikker og retningslinjer for CSR i øvrigt udmøntes, henvises til den lovpligtige redegørelse for samfundsansvar på sampension.dk under punktet ”Finansiel information” under ”Om Sampension”.

Investeringspolitik

Udgangspunktet for at implementere en ansvarlig investeringspolitik er et ønske om at agere på en måde, som medlemmer og omgivelser opfatter som ansvarlig. Politikken bidrager dermed også til at reducere den omdømmemæssige risiko.

AP’s politik for investeringsområdet herunder retningslinjer for ansvarlige investeringer hviler bl.a. på en antagelse om, at virksomheder, der agerer socialt og miljømæssigt ansvarligt, mindsker deres forretningsmæssige risiko, uden at profitabiliteten reduceres. På den baggrund arbejdes med aktivt ejerskab og eksklusion. Den løbende overvågning af samtlige børsnoterede selskaber i aktieporteføljen foretages af et professionelt og uafhængigt screeningsselskab.

Bestyrelsen i AP fastlægger de nærmere retningslinjer på investeringsområdet herunder for ansvarlige investeringer, som udgør bilag til nærværende CSR-politik. Se retningslinjer for ansvarlige investeringer

3. Rapportering

AP’s arbejde med samfundsansvar bliver fulgt op gennem løbende afrapportering i årsrapporterne og på arkitektpension.dk.

4. Ajourføring af politikken

Politikken skal til enhver tid ajourføres som følge af ændringer i lovgivning eller som følge af andre forhold, der nødvendiggør en opdatering. Bestyrelsen påser mindst en gang årligt, at politikken er ajourført og hensigtsmæssig.

5. Ikrafttræden

Politikken træder i kraft den 1. januar 2017 ved bestyrelsens godkendelse af politikken.