Vores hjemmeside bruger cookies
Cookies er nødvendige for at logge ind på arkitektpension.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
[ Error ]

Finanstilsynet siger nej til kollektiv overgang til markedsrente

29. marts 2019

Finanstilsynet har med brev af 26. marts afvist ønsket fra Arkitekternes Pensionskasse om en kollektiv overgang fra gennemsnitsrente til markedsrente.

”Finanstilsynet vurderer, at en kollektiv overgang til markedsrente vil være i strid med de såkaldte god skik regler. Det tager vi til efterretning, men overvejer lige nu, om vi skal anke afgørelsen til Erhvervsankenævnet, for vi mener fortsat, at en kollektiv overgang til markedsrente er den mest hensigtsmæssige og værdiskabende måde at skifte produkt på, både for pensionskassen og for det enkelte medlem,” siger Mette Carstad, formand for Arkitekternes Pensionskasse.

Hun tilføjer, at der op til Finanstilsynets afgørelse ligger mere end halvandet års intensivt arbejde og en løbende dialog med Finanstilsynet.

”Vi mener, at der ved kollektiv overgang til markedsrente er tale om en solidarisk løsning med en fair fordeling af overskudsmidler, der sikrer alle medlemmer på lige vis. Ingen stilles ringere eller taber penge ved et skifte, og alle medlemmer opnår en mere hensigtsmæssig investeringsprofil og bedre mulighed for at tilpasse deres opsparingsrisiko individuelt. Vi står derfor uforstående overfor, at Finanstilsynet ikke vil lade denne beslutning være op til pensionskassens generalforsamling,” siger Mette Carstad.

Finanstilsynets afgørelse kan læses her