Vores hjemmeside bruger cookies
Cookies er nødvendige for at logge ind på arkitektpension.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.

Sampension vært for Dansifs generalforsamling

10 maj 2019
 
Den 29. april 2019 var Sampension-fællesskabet vært for den årlige generalforsamling i Dansif, der er et forum omkring ansvarlige investeringer for en række af Danmarks største investorer, kapitalforvaltere og rådgivningsvirksomheder indenfor ESG – heriblandt de største pensionsselskaber.
 
Medlemmerne i Dansif mødes 3-4 gange årligt for at udveksle erfaringer. Det kan for eksempel være om klima og investeringer, påvirkning af virksomheder til at handle mere etisk ansvarligt gennem aktivt ejerskab og lignende emner.
 
Sampension var i 2008 med til at stifte Dansif.
 
”Det er et forum, som vi tager alvorligt og prioriterer at være en aktiv deltager i. Vi drøfter mange emner og tendenser i Dansif, og det giver os en viden, som vi kan bruge i vores arbejde med ansvarlige investeringer. Der sker utroligt meget på investeringsmarkedet inden for ansvarlige investeringer, så det er et vigtigt, at vi kan få nytte af hinandens erfaringer,” siger Steen Hauskou Bertelsen, der er senior investeringsanalytiker i Sampension.
 
Blandt andet har Dansif for nylig drøftet det ansvar, som institutionelle investorer har for at udøve aktivt ejerskab over for danske virksomheder.
 
”Når vi er medejere af en virksomhed i Danmark, har vi en mulighed for at udøve konstruktivt samarbejde og dialog med dette selskab. En af nye tendenser er, at flere og flere virksomheder faktisk efterspørger den konstruktive dialog. Det vil vi i Sampension-fællesskabet i højere grad have fokus på fremover. Det er en vanskelig opgave, for det er ikke nok at stille sig op til en generalforsamling i en virksomhed og fortælle, at de bør lægge større vægt på for eksempel klimarisici eller arbejdstagerrettigheder. Det er en proces, man skal sætte i gang, og som kræver løbende og vedholdende kontakt til de virksomheder, man har investeret i,” siger Steen Hauskou Bertelsen.