Vores hjemmeside bruger cookies
Cookies er nødvendige for at logge ind på arkitektpension.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.

Sampension-fællesskabet tilslutter sig globalt klimainitiativ

1. marts 2019

Sampension har tilsluttet sig Climate Action 100+, et globalt investor-initiativ, der skal sikre, at verdens største udledere af drivhusgasser griber til handling for at begrænse klimaforandringerne

Sampension, Arkitekternes Pensionskasse og Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger har tilsluttet sig Climate Action 100+, som er et initiativ blandt globale investorer, der skal sikre, at verdens største udledere af drivhusgasser forpligter sig til at tage nye initiativer til at begrænse klimaforandringerne.

”Det ligger fint i forlængelse af vores øvrige aktiviteter på området, blandt andet har vi i 2018 for første gang målt aktieinvesteringernes carbon footprint. Overordnet set har vi sidste år haft et forstærket fokus på indsatsen for at skabe større transparens på investeringsmarkederne, når det handler om klimarisici,” forklarer Hasse Jørgensen, adm. direktør i Sampension.

Det seneste resultat, der er opnået i Climate Action 100+, er en aftale med mineselskabet Glencore, der blandt andet er en af verdens største producenter af termisk kul. Glencore har i februar skrevet under på en aftale med Climate Action 100+ om at tilpasse sin forretning og investeringer til målene i klimaaftalen COP21, også kendt som Paris-aftalen, som fokuserer på at holde den globale opvarmning på mindre end to grader. Underskriften betyder blandt andet, at Glencore har besluttet ikke at øge den nuværende produktion af kul og for at øge investeringerne i løsninger, der kan fremme omstillingen i energisektoren.

Blandt de øvrige resultater, der er opnået i regi af Climate Action 100+, er en aftale med BP, som efter dialog med Climate Action i starten af februar meldte ud, at olieselskabet vil arbejde på at tilpasse sin forretningsstrategi i overensstemmelse med målene i Paris-aftalen. Det betyder blandt andet, at BP forpligter sig til at forholde sig til, hvordan nye investeringer indenfor olie- og gasudvinding er i overensstemmelse med to-graders målet i Paris-aftalen.

Efter dialog med Climate Action 100+ meldte Shell i december sidste år ud, at man vil nedsætte kulstof-udledningen betydeligt i bestræbelserne på at leve op til Paris-aftalen.

I alt har mere end 320 investorer med værdier for over 216.000 mia. kr. under forvaltning tilsluttet sig Climate Action 100+.

Bag initiativet, som er lanceret i december 2017, står de fem organisationer Principle for Responsible Investment (PRI) Asia Investor Group on Climate Change (AIGCC), Ceres, Investor Group on Climate Changes (IGCC) og Institutional Investors Group on Climate Change (IIGCC).

“Klimaforandringer anerkendes bredt som en af de mest presserende udfordringer for kloden og den globale økonomi. Konsekvenserne af klimaforandringer vil med stor sandsynlighed være betydelige. Det stiller virksomhederne overfor en række risici, men også overfor muligheder for at overgå til en lavemissions-økonomi. I Sampension-fællesskabet vurderer vi selskaberne i investeringsporteføljen blandt andet på baggrund af, hvor udsatte de er i forhold til tiltag mod emission af klimagasser og på hvordan de bidrager til at løse klimaudfordringerne. I 2018 havde vi 14 kritiske dialoger inden for det område,” fortæller Hasse Jørgensen.