Vores hjemmeside bruger cookies
Cookies er nødvendige for at logge ind på arkitektpension.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.

Stafetskifte i Arkitekternes Pensionskasse

15. august 2019

Arkitekternes Pensionskasse inviterede til reception onsdag den 14. august 2019 hos pensionskassen i Hellerup. Anledningen var, at tidligere bestyrelsesformand i Arkitekternes Pensionskasse, Mette Carstad, gik af som formand og overlod stafetten til Cecilie Therese Hansen.

Mette Carstad har siddet 18 år i bestyrelsen, heraf de seneste otte år som formand. Cecilie Therese Hansen har været medlem af pensionskassens bestyrelse i ti år og været næstformand siden 2011.

”Jeg vil gerne takke jer alle sammen for at komme her i dag og festliggøre stafetskiftet fra Mette og til mig. Tusind tak til Mette for dit engagement og din store arbejdsindsats for at sikre vores alles fremtid i form af gode pensioner på et ansvarligt grundlag. Jeg synes, at dette stafetskifte er en god anledning til at understrege, at det ikke mindst er din indsats som formand, der har gjort en forskel,” sagde Cecilie Therese Hansen i sin tale.

Mette Carstad takkede også administrationen, bestyrelsen og gæsterne.

”Tak for alle de år, jeg har fået lov til at være med til at passe på pengene. Det bliver dejligt at overdrage ansvaret til så dygtige mennesker. Cecilie er den bedste formand, pensionskassen kan ønske sig,” sagde Mette Carstad.