Klimaet er et vigtigt fokusområde for Sampension-fællesskabet, som søger at påvirke via globalt samarbejde, initiativer og anbefalinger

Klimaforandringer har i de senere år fået øget fokus i Arkitekternes Pensionskasse, Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger samt Sampensions arbejde med ansvarlighed og bæredygtighed. Det sker med ønsket om at bidrage til en mere bæredygtig udvikling sammen med andre investorer.

Sampension-fællesskabet har i de senere år derfor tilsluttet sig en række fora og organisationer, der arbejder for samme sag, eksempelvis organisationen Climate Action 100+ og TCFD, en taskforce der er nedsat af G20-landene.

”Vi er med i de her sammenhænge, fordi et stærkere fokus på klimaløsninger er med til at nedbringe vores risici i de virksomheder, vi investerer i, og fordi vi har en forpligtelse overfor vores kunder og medlemmer – og samfundet i øvrigt – til at forvalte pensionsformuen på en ansvarlig måde,” forklarer Jesper Nørgaard, viceinvesteringsdirektør i Sampension.

Climate Action 100+
Climate Action 100+ er et globalt investor-initiativ, som Sampension-fællesskabet har tilsluttet sig. Initiativet har mere end 320 investorer med værdier for over 216.000 mia. kr. bag sig. Det er en aktiv organisation, der arbejder for, at verdens største udledere af drivhusgasser skal forpligte sig til at tage nye initiativer, der begrænser klimaforandringerne.

Et af de seneste resultater, der er opnået i Climate Action 100+, er en aftale med mineselskabet Glencore, der bl.a. er en af verdens største producenter af termisk kul. Glencore har nu forpligtet sig til at tilpasse sin forretning og sine investeringer til klimaftalen COP 21, også kendt som Paris-aftalen, og bl.a. undlade at udvide deres kapacitet for produktion af kul yderligere.

Olieselskabet BP har også efter dialog med Climate Action 100+ meddelt, at selskabet vil tilpasse sin forretningsstrategi i overensstemmelse med Paris-aftalen, og i marts skrev Shell under på en aftale med Climate Action 100+ om at sigte mod at halvere sit klimaaftryk i 2050 med et delmål på 20 pct. i 2035.

Task Force on Climate-related Financial Disclosures (TCFD)
De fleste virksomheder er ikke gode nok til at oplyse, hvordan ændrede klimaforhold påvirker deres forretning og deres muligheder for at drive virksomhed i fremtiden. Derfor har G20-landene nedsat en gruppe, Task Force on Climate-related Financial Disclosures, som i 2017 offentliggjorde deres anbefalinger til, hvordan virksomheder i fremtiden skal rapportere, hvordan de har forberedt sig på klimaforandringerne.

”I august sidste år skrev vi under på anbefalingerne, som vil skabe større gennemsigtighed og en mere korrekt prissætning af de virksomheder, vi investerer i. Desuden tror vi på, at den større gennemsigtighed globalt set vil øge investeringerne i bæredygtige forretningsmodeller og virksomheder,” forklarer Jesper Nørgaard.

Carbon footprint
Sampension har også taget de første skridt til at måle, hvordan de virksomheder, man investerer i, påvirker klimaet. Det kaldes carbon footprint.

”Det er en kompliceret opgave. Det er eksempelvis ikke nok bare at se på, hvordan virksomhedernes C02-udledning har været historisk set. Hvis vi skal have et retvisende billede, er vi også nødt til blandt andet at vurdere virksomhedernes forretningsmodeller for at se, om de kan matche de udfordringer, som klimaforandringerne kan bringe. Vi gør det netop for at få et indtryk af, hvordan virksomhederne har forberedt sig på klimaforandringerne og overvejer deres muligheder for at drive forretning i fremtiden,” siger Jesper Nørgaard.

Fælles opfordring ved COP24
Sampension-fællesskabet har ved flere lejligheder kommunikeret synspunkter og søgt at påvirke beslutningstagerne inden for klimaområdet. Eksempelvis i november 2018 hvor man, sammen med 350 internationale investorer, opfordrede deltagerne i G20 topmødet i Buenos Aires til at sætte handling bag hensigterne om at løse klimaudfordringerne. En tilsvarende opfordring blev måneden efter sendt til klimatopmødet COP24 i Katowice i Polen.

”Vi markerer også vores synspunkter i forhold til de selskaber, vi har investeret i. I 2018 har vi haft 14 dialoger om klima,” siger Jesper Nørgaard.