Har du følt dig stresset på det seneste? Så er du ikke alene. Tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at 16 procent af danskerne har følt sig stressede inden for de seneste to uger, men med den rette håndtering kan vi komme langt, lyder det fra stressforsker.

- Det er ikke realistisk helt at udrydde stress. Faktisk er stress og psykisk overbelastning en smule stigende, og vi ser en tendens til, at især de helt unge i højere grad bliver ramt. Det er bekymrende, for ofte er der både et stort økonomisk tab og menneskelige konsekvenser forbundet med en stress-sygemelding - derfor kan vi ikke sidde problemet overhørigt, siger ph.d., autoriseret psykolog og stressforsker Malene Friis Andersen.

Hun har blandt andet forsket i, hvordan ledere bedst spotter, håndterer og fastholder medarbejdere med stress. Nøgleordet er ifølge hende kvalificeret og målrettet ledelse, hvor forebyggelse, håndtering af selve stressen samt en plan for at få stress-ramte medarbejdere tilbage på arbejde er de vigtigste elementer.

Lederen spiller en vigtig rolle
Malene Friis Andersen understreger, at der ikke findes nogen mirakelkur, der kan kurere stress ,men at lederne med den rette håndtering kan være med til at nedbringe sygefraværet.

- Ansvaret for stress ligger sjældent kun hos den enkelte medarbejder. Lederen og kollegaerne spiller en vigtig rolle i forebyggelsen af stress. Prioritering af god basal personaleledelse, synlighed og oprigtig interesse for medarbejderne samt en god kollegial kultur, hvor man støtter hinanden, er noget af det, der kan forebygge stress, siger hun.

Forståelse, forståelse og forståelse
Lederen har en vigtig rolle i forhold til at hjælpe medarbejdere med stress. Der er flere måder, lederen kan opdage på, at en stresset medarbejder har brug for hjælp. Lederen opdager det selv, lederen får et hint fra en anden medarbejder eller tillidsmand – eller den stressramte siger det selv til lederen. Det kan være svært for en leder at opdage, at en medarbejder mistrives eller er stresset, forklarer Malene Friis Andersen.

- De typiske tegn på stress er tab af hukommelse og koncentration samt manglende evne til at prioritere sine opgaver og sin egen tid. Her er det vigtigt, at lederen har forståelse for situationen og tager over og hjælper medarbejderen med at prioritere. Desuden kan lederen vurdere, om medarbejderen for eksempel har brug for at komme ned i tid eller måske få hjælp udefra, siger hun.

Er en medarbejder langvarigt sygemeldt med stress, er en målrettet individuel indsats vigtig for at få den stressramte på ret køl igen . Her spiller lederens forståelse også en vigtig rolle.

- Løbende kontakt med den sygemeldte og en individuel plan for tilbagevenden til arbejdet kan være med til at få den sygemeldte hurtigere tilbage. Endelig er det vigtigt, at lederen stadig har blik for resten af teamet, så han undgår endnu flere sygemeldinger på grund af for eksempel overbelastning hos de kollegaer, der er tilbage, siger Malene Friis Andersen og fortsætter:

- Det er vigtigst , at arbejdspladserne tager ansvaret på sig og søger for, at personalelederne har viden og redskaber til at forebygge og håndtere stress. Men lige så afgørende er det, at lederne har fornuftige rammer til at bedrive god basal og nærværende personaleledelse. Først når lederen er i balance og har de rette betingelser, kan han hjælpe sine medarbejdere.