Vores hjemmeside bruger cookies
Cookies er nødvendige for at logge ind på arkitektpension.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.

Diskvalificerende udbetalinger

En diskvalificerende udbetaling fra din pensionsordning betyder, at du mister muligheden for at indbetale årligt op til 46.000 kr. til din aldersforsikring de sidste fem år op til din folkepensionsalder.

Diskvalificerende udbetaling omfatter alle nystartede udbetalinger af løbende alderspension og ratepension fra og med 10 år før din folkepensionsalder.

Ophævelse af pensionsordningen og engangsudbetaling af alderspension er også diskvalificerende udbetaling. Tvangsudbetaling fra pensionsselskabet er dog undtaget.

Reglerne om diskvalificerende udbetaling gælder fra 1. april 2018 på tværs af alle ordninger i alle selskaber.

Hvor meget kan du indbetale til aldersforsikring

Du kan indbetale 5.100 kr. til aldersforsikring om året. Der er ikke fradrag for indbetalingen, til gengæld er udbetalingen skattefri. Fra 5 år før folkepensionsalderen kan du indbetale op til 46.000 kr. om året. Beløbsgrænserne på de 5.100 kr. og de 46.000 kr. bliver årligt reguleret.

Sammenhæng mellem indbetaling og diskvalificerende udbetaling

Er der efter den 1. april 2018 sket en diskvalificerende udbetaling, kan du ikke indbetale mere end 5.100 kr. fra og med det efterfølgende indkomstår til en aldersforsikring uanset, hvornår din folkepensionsalder er.

Du kan dog godt indbetale op til den høje grænse til aldersforsikring i samme år, som du får den første diskvalificerende udbetaling. Sker fx første diskvalificerende udbetaling i februar 2019, kan der i resten af 2019 indbetales op til den høje grænse, hvis du altså har 5 år eller mindre til folkepensionsalderen. I 2020 og fremefter kan du maksimalt indbetale 5.100 kr.

Delpension

Du skal være opmærksom på, at udbetaling af delpension også er diskvalificerende udbetaling. Starter du udbetaling af delpension efter 1. april 2018, kan du altså ikke indbetale det høje beløb til din aldersforsikring i efterfølgende år.