NYHEDER


Planlæg din pension i tide

21. januar 2020

Flere danskere med få år til pensionen forbereder deres privatøkonomi til skiftet fra arbejdsliv til pensionisttilværelse. Fra 2017 til 2019 er antallet af seniorrådgivninger i Arkitekternes Pensionskasse mere end fordoblet. Mange flere bør planlægge pensionen i god tid.

Danskernes pensionsopsparing skal række længere, fordi levealderen stiger og vi kan se frem til flere år som raske seniorer. Derfor bør danskere med ca. ti år til pensionen booke et seniorrådgivningsmøde hos deres pensionskasse.

Sådan lyder budskabet fra Arkitekternes Pensionskasse, hvor dobbelt så mange medlemmer efterspurgte seniorrådgivning i 2019 i forhold til 2017.

”Det er meget positivt, at flere medlemmer søger den type rådgivning. Det bør mange flere også gøre. Det har aldrig været vigtigere end nu at sørge for at være godt forberedt på sin pension,” siger kunderådgivningschef Anne-Louise Lindkvist fra Arkitekternes Pensionskasse, der er en del af Sampension-fællesskabet.

Overblik er en fordel for alle

Seniorrådgivning handler blandt andet om at skabe overblik over sine værdier, herunder egne og eventuel ægtefælles pensionsopsparinger, friværdi i boligen, opsparing i banken, efterløn med videre. Dertil kommer folkepensionen og de forventede udbetalinger fra ATP.

”For medlemmer med store pensionsordninger kan seniorrådgivningen vise, hvordan pensionsformuen skal bruges, hvornår de skal begynde at få udbetalinger fra pensionen og hvornår, de eventuelt skal bruge af deres frie midler. Med den rigtige planlægning får de mest muligt ud af opsparingen og kan måske undgå modregning i folkepensionstillægget,” siger Anne-Louise Lindkvist.

For medlemmer med forholdsvis små opsparinger, som er usikre på, om de har sparet nok op til pension, kan seniorrådgivningen også give et overblik, som gør, at medlemmet i tide kan begynde at indbetale mere til pension, så opsparingen bliver mere værd.

”Alle bør jo få undersøgt, om de reelt har penge nok til at gå på pension og leve det liv, de har forestillet sig som pensionist. Jo før, man forholder sig til det, jo bedre mulighed har man for at begynde at indbetale mere og dermed sikre, at man reelt har penge nok til at opfylde sine drømme,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Flere seniormøder i 2020

Den udvikling vil Arkitekternes Pensionskasse sætte yderligere blus under. I 2020 er der endnu mere fokus på at tilbyde seniorrådgivning til medlemmer, der har omkring ti år til folkepensionsalderen.

”Vi tilpasser vores rådgivning efter de behov, medlemmerne har. I dag fortsætter 24 pct. af medlemmerne i pensionskassen med at arbejde efter de er fyldt 68 år. Omvendt er der også mange, der drømmer om at udnytte retten til at gå tidligt på pension, for eksempel som 60-årige. Vi skal hjælpe medlemmerne med at få det bedste overblik over deres muligheder,” siger Anne-Louise Lindkvist.

I 2020 inviterer pensionskassen til en række møder rundt om i landet, hvor medlemmer med omkring ti år til pension kan høre et indlæg om de ting, de bør forholde sig til i god tid, inden de vælger at gå på pension.

”Det er vigtigt, at medlemmerne i god tid gør sig mentalt klar til at gå på pension, hvis det er det, de vil. Det er derfor en god idé, at man gør sig tanker om, hvad dagen skal indeholde, når man ikke længere går på arbejde i otte timer. Overvej også, hvordan man kan få et nyt netværk, når man ikke længere har kollegerne på arbejdspladsen,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Tre ting, du bør huske at undersøge, når du har ti år til pension

  • Kan du gå på efterløn, men vil hellere arbejde? Så kan der være en økonomisk præmie fra staten for at aflevere efterlønsbeviset.
  • Vil du gerne fortsætte med at arbejde, for eksempel til du fylder 70 år? Så kan du udskyde folkepensionen og få en højere folkepension og en ekstra sum penge. Samtidig får du ret til at tjene mere ved siden af din pension.
  • Tænk også over, hvordan din ægtefælle er sikret, hvis du dør kort efter, du er gået på pension. Tag stilling til om du vil have opsparingssikring, som sikrer, at udbetalingen fra din pensionsordning sker til din ægtefælle og/eller børn. Ellers ophører udbetalingen straks efter, at du dør.

Vores hjemmeside bruger cookies

Cookies er nødvendige for at logge ind på isp.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Ved at klikke OK accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om, hvordan vi anvender cookies.